Min familiesituation er lidt… kompliceret.
Faktisk kræver næsten en tegning af et stamtræ med linjer og paralleller at forklare, hvordan det hele hænger sammen.

Min forældre blev skilt da jeg var 7 år. Efter hvad de har fortalt mig, blev det hurtigt en del af min identitet at mine forældre var skilt. Jeg var skilsmissebarn. Der var ikke så mange af mine venner, der havde oplevet det samme.

Heldigvis var og er mine forældre gode til at være skilt. De er altid kommet godt ud af de med hinanden også da de begge to fandt nye partner, og fik flere børn og bonusbørn.

Naturligvis er ingen familier en dans på roser. Heller ikke mig. Jeg vil ikke engang begynde at forklare puslespillet op til jul og ferier. Men det store billede fungerer godt. Og det har det heldigvis altid gjort.

Fordi vi kan noget, som jeg ved er svært.

Jeg ved at det har påvirket mig, og mit mindset at opleve at forældre kan vokse fra hinanden. Vokse ud af den dybe ’for evigt’ kærlighed, som vi tror og forventer at alle skal have. Og jeg ved, at skilsmisse ikke behøver være en undskyldning og forklaring på hvorfor livet går som det gør.

Jeg har aldrig brudt min om, når skilsmisse er blevet brugt som forklaring eller en undskyldning på hvorfor børn opfører sig, som de gør.

Jeg husker særligt i starten af mit voksenliv hvor skilsmisserne bugnede og undersøgelserne gjorde det samme. Pludselig kunne alt forklares med en skilsmisse. Og det gjorde mig frustreret, for de valg jeg ville træffe – det liv jeg ville leve – skulle ikke undskyldes med at mine forældre er blevet skilt. Vi vælger selv vores vej.

Det gør ondt helt ind mit hjerte, når jeg høre om familier hvor skilsmissen ikke fungerer. Hvor forældre ikke kan tale sammen. Hvor nye partnere og børn ikke kan sammen. Hvor nye og tidligere partner ikke kan tale sammen. Det gør mig så uendeligt ked af det, for vi har så mange muligheder for at lade kærligheden gro.

Da jeg mødte min kæreste og hans dejlige datter fra et tidligere forhold var det med et åbent hjerte og en kæmpe forståelse for, hvordan hun havde det. Jeg var meget bevidst om, hvilke følelser, der kunne opstå i forskellige situationer. Hvor sårbart det kan være. Men også hvor vigtigt det er at kunne tale om.

Mine forældre og mine bonusforældres tilgang til hinanden har vist mig, hvordan man kan og bør være overfor hinanden som voksne. De har turde give plads til hinanden.

Derfor har jeg hele tiden haft den tilgang, at der skal være plads til relationer på tværs af familier, forhold, børn og bonusbørn. Det er så vigtigt. Og det gør mig glad helt ind i mit hjerte, når vi som familier – har valgt hinanden til – fordi vi godt kan lide at være sammen og ikke kun af pligt.
Når vores den lille regner den stores mor og bonusfar som en del af sin familie. Når deres knægt regner os, som en del af familien. Når vi til Grøn koncert vælger at tilbringe dagen sammen, fordi det er sjovt og hyggeligt. Når vi som mødre (både mor og bonusmor) kan tage til koncert med den store og hygge os. Fordi vi har det sjovt og godt sammen.

Fordi vi tør at give plads til nye relationer.

Det kom ikke bare fra den ene dag til den anden. De første mange kopper kaffe handlede ikke om os.  Eller om vores følelser. Det handlede om pigen. Og om at skabe det bedste samarbejde som forældre. Vores følelser blev lagt til side, for at skabe et fælles fundament for at skabe nye familie relationer.

Men kaffe udviklede sig til mad. Som udviklede sig til middage. Som udviklede sig til udflugter og fælles fødselsdagen. Der igen har udviklet sig til forlængede weekender.

Er det altid nemt? Nej… ingen relationer er altid nemme. Det handler om mindset og din tilgang til livet. Og det tjener altid et større formål end blot os selv og vores følelser.

4 tilgange til et sundt mindset

Hvis jeg skulle opridse mine dybeste hemmeligheder, for et godt mindset, der kan skabe meningsfulde relationer, så vil jeg sige at det handler om at turde:

* Være åben
* Tilsidesætte dine egne følelser og fordomme for en periode
* Sætte kærligheden først, altid
* Skabe plads til nye sandheder i stedet for at lade sig diktere af andres forestillinger om hvad, der er rigtigt eller forkert